Geografisk-have-FOF-_P9A4538

Ved fotografering i forbindelse med f.eks. produktlanceringer, kundedage, jubilæer og andre begivenheder i virksomheden (oftest samlet under fællesbetegnelsen “eventfotos“), skal man være opmærksom på at der er nogle begrænsninger for, hvilken type billeder der kan offentliggøres på internettet, uden at komme i klammeri med persondata-lovgivningen.

Hvis der er tale om et portræt i lovens forstand (f.eks. en person som fotograferes mens man håndterer et værktøj, står med en gave eller holder en tale), må billedet ikke offentliggøres på internettet uden personens samtykke.

I den forbindelse vil jeg tilråde at samtykket altid og uden undtagelse gøres skriftligt, så der ikke senere opstår misforståelser. Det er tilstrækkeligt med en simpel e-mail, så der er ikke nogen god undskyldning for senere at stå i suppedasen og være tvunget til at fjerne en stribe billeder fra hjemmeside, Facebook, LinkedIn og hvor man nu ellers har fortalt om åbent-hus arrangementet.

Lovgivningen er endnu ret uprøvet på dette område, men der er ingen tvivl om at det er bedst at holde sig til gruppebilleder og generelle stemningsbilleder, medmindre man er sikker på at kunne skaffe en skriftlig tilladelse til offentliggørelsen fra personen (eller personerne) i centrum på billedet.

Der er desuden en enkelt passus fra Datatilsynets vejledning, som det er meget vigtigt at være opmærksom på, for den vil være problematisk i forhold til rigtig mange eventfotos taget på en arbejdsplads i forbindelse med forskellige begivenheder som åbent hus, jubilæum og lignende:

“Følgende situationsbilleder vil normalt ikke kunne offentliggøres uden samtykke:

Billeder optaget af ansatte på arbejde i en privat virksomhed eller en offentlig myndighed
Billeder af kunder i en forretning, i banken, på posthuset m.v.
Besøgende på en bar, natklub, diskotek eller lignende”

Den komplette vejledning kan findes her:
http://www.datatilsynet.dk/borger/internettet/billeder-paa-internettet/

Jeg benytter en standard-formular i de tilfælde hvor I gerne vil have mulighed for at anvende eventfotos, som i lovens forstand er portrætter, og sørger meget gerne for at hjælpe med at indsamle de nødvendige tilladelser i forbindelse med fotograferingen.

[TheChamp-FB-Comments]